Menneskelivet ...

Mennesket er i Guds billede skabt
med levende ord på sin tunge,
og derfor kan han mellem træer og dyr
med guderne tale og sjunge. 

Menneskebørn i den grønne lund,
hvor fugle i bøgene sjunge!
I skønne derpå: det er guderne ligt
at tale med menneske-tunge!

Vers 9 og 10 i Menneskelivet er underligt
Grundtvig 1861

Hvad er en frimenighed?

En frimenighed er en fri menighed uden for folkekirken, der har fuld frihed til styre egne anliggender mod, at man til gengæld selv afholder alle udgifter.
 

I hele Europa rejste der sig et krav om frihed fra sidst i 1700-tallet. I Danmark satte stavnsbåndets ophævelse gang i et folkeligt krav om sociale og politiske reformer. Disse krav bredte sig også til religiøse kredse, fordi der var en udbredt utilfredshed med forkyndelsen.

Kravet om frihed var altså stort. Den frihed fik man i Danmark med grundloven af 1849 - med frihed til at tro og tænke. Man fik frihed under ansvar.

En frimenighed bygger derfor på Grundtvigs tanker om frihed og tro. Menneske først og  kristen så! Fri for statsligt og biskoppeligt tilsyn. Kun tilsyn fra den Gud, som vi alle er lige for - præst såvel som menighed. 

Vækkelsen ligger da også til grund for oprettelsen af langt de fleste menigheder. I Sønderjylland betød tabet af Slesvig og den prøjsiske undertrykkelse meget. Man havde et stærkt ønske om frihed og muligheden for at forsamle sig. Tabet af Slesvig lå også Grundtvig stærkt på sinde, hvilket da også prægede dele af hans digtning.

Andre steder i Danmark gav kong Chr. d. IX's slægtskab til huset Glücksborg anledning til mistro. I nogen kredse mente man, at han ikke havde det rette nationale sindelag på et tidspunkt, hvor Danmark var i krig med Prøjsen. Denne holdning bredte sig også til kirkelige kredse, hvor stridigheder præst og myndigheder imellem førte til oprettelse af frie menigheder.

I 2009 er der 10 frie menigheder i Danmark.  Den største med ca. 1500 medlemmer og den mindste med ca. 30 medlemmer.