Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Rødding Frimenighedskirke 100 år

1. søndag i advent, den 29. november 2009, fejrede Frimenigheden kirkens 100 års jubilæum. Kirken var fyldt til sidste plads. Omkring 400 var der. Halvdelen havde også meldt sig til den efterfølgende middag på højskolen.

Jubilæet er et resultat af 1864-nederlaget og udlændigheden, som var et tema i Mette Geils prædiken.

Byens præst ved sognekirken, Hans Sveistrup, ville ikke sværge troskab over for den tyske kejser, og så var der ingen anden vej end at oprette en frimenighed få år efter nederlaget i 1864. Mange år senere besluttede et flertal i menigheden at bygge en frimenighedskirke. Den blev taget i brug i 1909, og derfor kunne vi fejre 100 års fødselsdagen. Læs mere om frimenighedens historie.

Mette Geil: - Den tro, hånd i hånd med sårbarheden, den har de kendt til her på Rødding-egnen. På den tro og den sårbarhed har de rejst denne kirke. På det samledes de som menighed i 10-året for 1864 og gennem alle venteårene frem til friheden efter Første Verdenskrig og Genforeningen i 1920. I ord og billeder gjorde de sig forestillinger om det, de ventede på, ligesom bygningen her også blev et tegn, som billedet af en drøm, som Danmark frit, med hvide mure og røde tegl.

Frihed i ord og billeder, det har de haft sans for, de der har været her før os. Det ser vi på Skovgaard-frisen hernede med indskriften Fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god. Og på Skovgaard maleriet på nordvæggen Moses ved Det røde Hav, det jødiske folks udfrielse, som et for-billede på det sønderjyske folks befrielse fra tysk herredømme ...

I højskolens spisesal bød formanden, Arne Larsen, velkommen og talte om den "friske 100-årige", der er ved at blive renoveret takket være knap tre millioner kroner fra A.P.Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond. 

En sang til 100 års jubilaren

Et kirkehus med grave om
fortæller os, hvortil vi kom.
Hvor langt, hvor kort, det ved kun Han,
som gav os vore hjem, vort land.
De som stod vagt om danske ord
og sikred' dåb og nadverbord,
de er i vore tanker nu
på slidgodt sprog til daglig brug.

Et kirkehus med trappe ud
til tradition og sammenbrud
til angst og mod, til død og blod,*
som skabte menighed på rod.
Og de var dem, og vi er os,
som byder tvivl og dumhed trods
i tro på evangelieord,
om dåb og brødet ved hans bord.

Et kirkehus, hvor vejen ind
er vejen ud til andres sind.
Samhørighed og samstemthed,
som gi'r urolig sjæl lidt fred.
Udæsker den, der bruger mund,
til kamp om klarhed, al den stund,
at det er kamp, der gør et liv.
Jo, Vingårdsmanden brugte kniv.

Vort kirkehus, et åbent hus
for alt af ånd, med kaffekrus.
Et småbyliv, tilstræk'lighed
med hver isærs gebræk'lighed.
Et tag på huset er der vel.
Gud løfter os dog fra os selv
og gi'r os bøn og takkesang.
Hver uge får sin gode klang.

Vort kirkehus, en festlighed
og med en munter gæstlighed,
hvor alle bliver sat til bords,
og snakken går om fryd og kors,
om nutids tro og fremtids håb,
som springer af Vorherres dåb.
Om kærlighed, Gud under os,
og som gi'r lyst at give los.

Vort kirkehus, en lignelse,
fortalt til vor velsignelse.
En livets vej. Hans livsens vej.
Gud styrer vores fod til dig.
Begyndelsen og enden er
så viselig til stede her.
Og Jesusnavnet er det svar,
som alle vore spørgsmål har.

Vort kirkehus. Vi takker Gud,
fordi du ser så dejlig ud.
Sankt Poul var dit kaldenavn.
Man rejste dig til folkegavn.
Men først og sidst, fordi Guds ord
på moders mål fra kirkens kor
skal bringes ud til alle dem,
der ønsker sig at komme hjem.

Tekst: Georg Bendix, 24. juli 2009
Melodi: Esther Havgaard Rasmussen, 2009

Sunget 1. søndag i adv., 29. nov. 2009

*) Første Verdenskrig